Det flettede hjertes historie

Det allerførste flettede hjerte fremstillet af  2 stykker papir blev efter sigende skabt af H. C. Andersen i 1850´erne.

Det ældst bevarede håndflettede julehjerte, som befinder sig på det Kongelige Bibliotek, er ét,  han efter sigende  har skabt. Det tror man i hvert fald, men man kunne med rette betvivle det, for klippestregen i dette flettede hjerte afviger meget fra alt det andet, han har klippet. Det flettede julehjerte betragtes som en meget dansk tradition og en etableret del af den danske kultur og den nordiske kulturarv i det hele taget, da hele Norge og en del af Sydsverige på dét tidspunkt hørte med til Danmark.


Det er sandsynligt, at det flettede julehjerte kom til Danmark samtidigt med juletræstraditionen. Danmarks første juletræ af gran blev tændt på Holsteinborg Slot i 1808, hvor den unge tyske frue tog traditionen med sig til Danmark, og hvor H. C. Andersen også senere havde sin faste gang. Hvad nu, hvis han har lært at lave flettede hjerter af hende, eller hvis dette hjerter er et, hun havde med sig hjemmefra, fremstillet af i dag helt ukendte tyske papirdesignere, og som hun forærede til ham?


Jeg er jo selv et levende bevis på, at man sagtens som kvinde kan opfinde og lave noget helt unikt, uden nogensinde at blive krediteret for det her i Danmark, så det skete nok også for kvinder dengang. 

2008:

I de følgende 150 år skete der ikke den store udvikling med det flettede julehjerte. Diverse designere skabte skabeloner til masseproduktion af dem i 2 stykker papir, som oftest i rød og hvid, med symmetriske motiver og med det samme motiv på for- og bagside, så de kunne flettes af de fleste mennesker og i et stort antal, så alle hjerterne på et træ kunne blive helt ens.  Denne  folkelige tradition er nu udbredt i både Sverige og Norge, ligesom den også er begyndt at vinde frem i USA. Det er meget almindeligt i Danmark, at man fra barnsben lærer at klippe og flette julehjerter ud af 2 stykker papir.

Selv har jeg som lille pige lært grundteknikkerne i at klippe og flette julehjerter fra barnsben af min mor, Ellen, efter almindelige indkøbte skabeloner eller skabeloner, vi fik fra ugebladene, hvorefter vi flettede hjerterne i rødt og hvidt glanspapir.


Men i december 2008, hvor jeg gik og passede et dybt deprimeret voksent familiemedlem, satte jeg mig for, at der skulle ske noget nyt for ligesom at få ham ud af sløvheden, så jeg satte mig derfor for selv at tegne, konstruere klippe og flette en bjørn ind i et 2 farvet hjerte, for at få en reaktion fra ham. Det lykkedes. Dette dyrehjerte og mine følgende dyrehjerter blev inspireret af det kommende klimatopmøde i København i 2009.

Hvorfor bruge flere end 2 stykker papir?

Jeg havde læst Al Gores bog "En Ubekvem Sandhed." Emnet om, hvordan mange af jordklodens dyr ville forsvinde på grund af klimaforandringer optog mig meget, da jeg selv havde børn, der skulle overtage kloden efter min generation. Så jeg gav mig til at skabe flettede hjerter med alle de dyr, jeg kendte, som ville forsvinde indenfor få årtier, hvis ikke udviklingen blev vendt. Alle disse flettede hjerter, som jeg selv tegnede, konstruerede klippede og flettede lykkedes ligeledes, så nu var udstillingen "Klimatruede dyr" under fremstilling.


Den er derfor også gået hen og blevet en del af Woven Heart Art Museum udstillingen "Fra 2-6," for undervejs løb jeg hurtigt tør for farver til at illustrere med. De 2 farver, jeg havde mulighed for at bruge med 2 stykker papir, var ofte alt for lidt, så jeg gik huirtigt op til 4 strimler (stykker papir). I et woven heart art kan der nemlig kun være det antal nuancer i et værk, som antallet af papirstykker muliggør. Derfor blev jeg ved med at udvide antallet af papirstykker.

2009:

Men i mit daværende lille galleri i 2009, Galleri Octopus Art på P. Nørkjærs Plads, var der efterspørgsel på flag flettet ind i hjerter. Jeg skulle jo klare mig selv uden kunststøtte og havde en dyr strøm og husleje, der skulle betales og en kunstnerisk virksomhed, der skulle drives, så dem måtte jeg bare igang med at tegne, konstruere, klippe, flette og sælge. De fleste  landeflag har mere end to farver, og der skulle også bruges seperate baggrundfarver på hvert hjerte til at fremhæve flagene med, så der var derfor ikke farvemuligheder eller strimler nok til denne opgave i de 2 stykker papir, jeg hidtil havde arbejdet med. Også her måtte jeg gå op til 4 stykker papir i hvert hjerte ved at videreudvikle mine konstruktions-,  tegne- og klippeteknikker og løse problemer undervejs. Det lykkedes, og flette hjerte udstillingen "Europæiske flag og kærlighedserklæringer" var nu under fremstilling samtidigt med "Klimatruede dyr, " hvilket er årsagen til, at der i min 2009- udstilling "Fra 2-6" i Galleri Octopus Art på P. Nørkjærs Plads 20, både fandtes  4 strimlede dyrehjerter og flaghjerter.

Det var simpelthen dér midt blandt Bjørn Nørgaards storslåede, rislende vandkunstværker og til lyden af klassisk musik, min udvikling og nye kunstartopfindelse fra 2- 6 strimlede små flettede hjerter skete.

Jeg udstillede dem også samtidigt i nov-dec. 2009 i mit Galleri Octopus Art sammen med mine egne tekster og noder til mine egne sange. Men da jeg kom til sangen ,"Min bid af universet" (Silent Clouds), havde jeg simpelthen ikke nok farver i hvert hjerte til at skabe de nødvendige motiver til at illustrere sangen.


Jeg skulle bruge et hjerte med en gravid kvinde, et hjerte med 2 druknende isbjørne og et hjerte med jordkloden på. Så jeg fik den ide at gå op til 6 stykker papir og dermed også mulighed for at fremstille hjerterne i 6 farver.

Det lykkedes, så jeg opfandt det 6-strimlede flettede hjerte med samme asymmetriske motiv på for- og bagsiden i oktober 2009.


På dette tidspunkt havde jeg ikke oplevet andet end jalousi, hånlighed, nævenyttighed, latterliggørelse og Jantelov her i Danmark. De danske udstillingssteder ville ikke have mig ind, ingen i Nordjyllland eller resten af DK troede på mig som billedkunstner. Så da jeg skulle leje mig ind for at starte mit eget galleri, var der ingen, der ville give mig en chance, ingen ville udleje et stort opvarmet lokale til mig. Jeg fik et lille bitte uisoleret uopvarmet 8-kantet plastikskur uden toilet , som jeg skulle betale ågerpris for. Udlejer undlod med vilje at give mig nøglen til min postkasse, for jeg ville jo alligevel nok ikke overleve på stedet i mere en max 1 md.


Det blev til 3 år med overskud i firmaet i pavillionen. Ved fraflytningen i 2012 fik jeg som en sidste hilsen fra den nordjyske  Jantelov nøglen til min firmapostkasse, der var propfyldt med ødelagt post til mig fra diverse danske kunsthistorikere og andre, der ville i kontakt med mig, kunder, der ville bestille kunst eller aktører idenfor kunst, der ville indgå et samarbejde med mig om forskellige professionelle kunstneriske projekter, hvor min woven heart art og anden kunst kunne indgå. Det var i denne gemte postkasse, alle mine muligheder og networking her i Danmark havde ligget og var blevet ødelagt igennem 3 år, og som man altså fra lokal side med vilje saboterede. Ærgerligt, men på det tidspunkt var tiden forpasset, "toget" var kørt.



2010:

Hvorfor forskellige motiver på forside og bagside?

Mine hjerter fortalte alle sammen en historie, de illustrerede, og til det fik jeg hurtigt brug for mere plads på hjerterne. Derudover, så mente min nabo på P. Nørkjærs Plads, en brudekjoleforhandler, at dét dér med at flette hjerter i 6 stykker papir da ikke var noget særligt, .... Nææææ, jeg kunne komme igen, når jeg havde lavet ét i 6 stykker papir og med det danske flag på den ene side og det svenske på den anden side. Men det var der jo ingen, der havde lavet før. Det var jo helt umuligt, for så skulle man være usædvanligt kvik, mente hun, så det kunne jeg i hvert fald ikke lave.

"Ska´vi vædde?" sagde jeg....- og det var da godt nok en skam, vi ikke gjorde dét, for jeg tog udfordringen op og kort tid efter præsenterede jeg min måbende veninde for et flettet hjerte, fremstillet ud af 6 stykker papir,  med et dansk flag på den ene side af hjertet og et svensk flag flettet ind på den anden side af hjertet. Det var godt nok noget mislykket og gået i stykker undervejs i fremstillingsprocessen, men det opfyldte hendes krav. Så ideen og processen med at udvikle og fremstille uens motiver på bagsiderne og forsiderne af mine hjerter blev altså sat i gang ved at trodse selveste Janteloven. 

Videre udvikling af teknikker, tegnestreger og klippestreger, - alene.

I starten af 2010 videreudviklede jeg mine tegne- og konstruktionsteknikker på P. Nørgårds Plads,  så jeg nu kunne fremstille disse små kunststykker i 2-6 stykker papir / 2-6 farver og med hvert sit asymmetriske motiv på for- og bagside. Et sådant 6-strimlet hjerte kunne tage op til 70 forsøg, før det lykkes, op til 1/2 år- 1 år. Jeg tegner, konstruerer, klipper og fletter det selv, har ingen færdige skabeloner til det fra starten. Meget af det er frihåndsklip efter min  egen arbejdstegning

Det allerførste vellykkede flettede 6 farvede / 6 strimlede woven heart art med forskelligt motiv på for- og bagside færdiggjorde jeg d. 16. april 2010 om aftenen. Det forestillede mit portræt af H. C. Andersen på den ene side af hjertet og min illustration af hans eventyr, "Den Grimme Ælling" på den anden side af det 6-strimlede hjerte, der indgik i min 2010 portrætudstilling "Berømtheder ... Celebrities."

Udstillingen "H. C. Andersen Passion" er min hyldest til den formodede opfinder af det flettede papirhjerte, H. C. Andersen. Jeg arbejder stadig på at udvide udstillingen, så der løbende kommer  nye avancerede kunsthjerter ind i samlingen, hvor jeg illustrerer hans eventyr på mine flettede hjerter, - altså når jeg kan få dem til at lykkes.

Flere af mine woven heart arts fra udstillingen "Berømtheder Celebrities" fra 2010 har været eller er ude af samlingen, fordi de har været på rejsende udstillinger og er blevet solgt derfra, eller har været på en kunstbiennale, eller er indgået i andre kunstsamlinger ( F.eks Mine 6 Kongelige dobbeltportrætter fra udstillingen, der nu befinder sig i en privat kunstsamling på Amalienborg). Rejseaktiviteter og eksporten af kunsthjerter ud af landet tog til i 2010- 2011 og skyldtes, at jeg fik bestillinger udefra og ikke kunne få lov til at udstille dem  her i Danmark. Hverken jeg eller min kunst var velkommen i den etablerede danske kunstverden, fik jeg at mærke, så efter nogen overvejelse slog jeg til, da jeg under woven heart art udstillingerne i 2009- 2010 fik besøg i mit lille Galleri Octopus Art  af repræsentanter fra IAPMA, International Associations of Papermakers and Paper Artist, som ville have mig med i organisationen.


De mente, det var noget meget originalt og unikt, jeg lavede og ville have både mig og min papirkunst med ud på censurerede udstillinger i resten af verden. Da "æ"- et i mit kunstner efternavn "Lærke" ikke findes på andre tastaturer og sprog end 2 af de nordiske sprog, foreslog de en navneændring fra "Lisbet Lærke" til "Lisbet Lark".


Det hidtil brugte danske navn på min papirkunstart-opfindelse "Julehjertekunst" var vildledende, mente de, da der ikke var julemotiver på. "Julehjertekunst" var for religiøst klingende og for dansk i betragtning af, at man i Danmark overhovedet ikke ville accepetere mig og min papirkunst som eksisterende, og når der ikke var  julemotiver på mine hjerter.


IAPMA er en worldwide ikke-religiøs og international kunstnerorganisation, så navnet på mit nye unikke kunst medie fik i stedet en mere teknikbeskrivende og nøgtern klang, da det blev døbt "Woven Heart Art," - i første omgang kun til internationalt brug.

2011:

I 2011 var min fremstilling og trafikken ud af landet af mine små  avancerede woven heart arts blevet så intens, at en flok frivillige lokale kunstelskere stoppede mig i at eksportere mine mest avancerede små værker, idet man mente, at en vigtig del af en sjælden og ny dansk videre udvikling af kulturarven forsvandt ud af landet, hver gang jeg eksporterede mine woven heart arts.


 Så de overtalte mig til IKKE at sælge flere ud af dem samt til at være med som frivillig ulønnet til at opbygge Woven Heart Art Museum, som de samtidigt gerne ville bevare det danske navn, "Julehjertemuseet" på. 


De ville  sikre bevarelsen af en samling af mine små unikke papirkunstværker her i landet, fordi jeg er dansker, og fordi  det er her, kunstarten er opfundet. Noget, der ikke var helt nemt for mig som professionel billedkunstner at gennemføre og efterleve. Jeg skal jo også leve, og jeg fik ikke og får stadig ikke kunststøtte af nogen art, så det blev et meget dyrt løfte. Da jeg er opfinderen af det asymmetriske flettede papirhjerte skabt i 4- 10 stykker papir og flettede hjerter med forskellig for- og bagside, og er den eneste, der kan fremstille dem, er der stor efterspørgsel på min originale "Woven Heart Art" blandt udenlandske museer og samlere. Så hvis ikke denne gruppe frivillige og jeg selv havde gjort en meget stor frivillig indsats siden 2011 for at få og skabe et permanent sted at udstille dem i Danmark, ville de alle sammen forsvinde ud af landet og ind i hver sin eksklusive private kunstsamling, hvor kun samleren har glæde af dem, eller også ville alle mine små kunstværker suse ud af landet til udenlandske museer.


Udover de permanente og rejsende internationale udstillinger, har jeg i opbygningsperioden haft mine hjerter med i diverse udenlandske kunstbogsudgivelser samt i en dansk digtsamling, hvor jeg også selv havde digte med. I 2014 blev et af mine tidligste 6-strimlede flettede julehjerter, "Sherlock Holmes Portrait", der tilhørerThe Woven Heart Art Museum, censureret igennem og udstillet på London Art Biennalen 2015.


Museumsprojektet i Nordjylland strandede dog meget hurtigt på, at disse få lokale støtter ikke kunne rejse finansiering til et udstillingslokale, og da der ikke var penge i det for dem, sprang de fra. Opbakningen manglede, man ønskede tydeligvis et unikt museum med mine ting i Nordjylland, men man gad ikke gøre noget for at få det eller yde noget til det, heller ikke engang velvilje eller moralsk støtte, som ikke koster noget. Jeg skulle bære hele den økonomiske risiko ved opbygningen af et museum selv. Så for mig at se, kunne det lige så godt ligge et andet  og mere attraktivt sted. For som ildsjæl brænder man hurtigt ud, hvis lokalbefolkningen ikke opfører sig ordentligt overfor en og bakker en op. Så er man det forkerte sted med sine innovative ideer.


Men selvom jeg måske kunne have eksporteret dem alle sammen og måske tjent kassen på dem, alle mine woven heart arts ... - sprede dem for alle vinde over hele verden, ... - så satte den nordjyske vision om et museum til dem og begrundelserne for at lave et,  noget integritet igang hos mig.  Jeg føler stadig dybt, dybt, dybt inde, helt derinde hvor min puls udgår fra, at det er det mest rigtige at beholde dem her i det flettede papirhjertes hjemland, Danmark. Så efter 2011 stoppede jeg med at sælge og sende dem ud i verden til kunstkunder og begyndte udelukkende at fremstille dem til udstillingsbrug for at have noget at udstille og kigge på selv.


Da der til dato ikke er nogen skattebetalte offentligt eller statsfinansierede danske museer, der vil antage dem som kunstværker og udstille dem her i DK, må og kan det jo kun blive i verdens første, eneste, unikke og private samling, The Woven Heart Art Museum, man kan få dem at se.

Siden 2010 har jeg udviklet mig fra at kunne fremstille mine små kunst hjerter i op til 6 stykker flettet papir og til at kunne lave dem i op til 10 stykker papir , med asymmetriske og uens motiver på bagsiderne og forsiderne.


Mine woven heart arts er så svære at lave, at de kræver 100% fuld koncentration, når jeg fremtiller dem. Jeg kan ikke koncentrere mig tilstrækkeligt med andre mennesker eller dyr i rummet. Skubben, masen og uro i  omgivelserne går heller ikke. Jeg har brug for at være alene med min indre ro og egen fordybelse, når jeg fremstiller woven heart art, ellers taber jeg min indre tråd i konstruktions- og klippearbejdet.

Hvert forsøg med et hjerte kan tage flere uger. Jeg har stadig hjerter, som mislykkes på 10. år, hvorfor jeg må konstruere dem om og om igen, indtil de lykkes. Derfor foretrækker jeg både at tegne, konstruere, klippe og flette dem i enrum, hvor jeg nyder udfordringerne i dem og fordybelsen i dem.

Jeg bruger tegneredskaber og laver en arbejdstegning. Udfra den fremstiller jeg så hjertet i 6 -10 farver og klipper det med forskellig for- og bagside, men jeg starter som udgangpunkt altid med en ide, en skitseblok, en saks, en lineal, en blyant og et stort antal glanspapirstykker...- også arbejd´ begynd!


Jeg kan sagtens instruere folk i at lave et flettet papirhjerte ud af 2 stykker papir og hygge mig med det.

Jeg har også forsøgt at lære færdighederne med at fremstille de avancerede woven heart arts fra mig med at tegne, konstruere, klippe og flette hjerter ud af 4- 10 stykker papir i håb om, at kunstarten måske kunne gå videre til den næste generation, så den ikke uddør med mig. Men hvergang, jeg har forsøgt, er det altid endt med en frustration og manglende tålmodighed hos eleven over ikke at kunne lave det , og en frustration hos mig over ikke at kunne finde ud af, hvad jeg mangler af færdigheder for at kunne lære det fra mig.


Jeg kan bruge min hjerne til at fremstille dem, men jeg kan ikke forklare andre mennesker, hvad der foregår i min hjerne under flere ugers koncentration, mens jeg forsøger på at fremstille mine kunsthjerter, og jeg kan heller ikke beskrive det i enkeltheder.  Det sker bare. Det er det, der er kunsten i dem. 


Det er lidt tilfældigt, jeg opdagede denne medfødte evne til at udvikle og fremstille disse avancerede hjerter, men jeg åbenbart den eneste i verden, der er født med en sjælden hjerne, som er kringlet, problemløsende og kreativ nok til at få en kombineret tegne-, konstruktions,- og klippestreg til at samarbejde om at skabe disse avancerede flettede hjerter, og derfor er det sommetider også en ensom oplevelse at have disse evner. 


Samfundsmæssigt er det en ret overflødig evne at have. Totalt unyttig. Man kan ikke leve af den, så for mig er den kun en passion. Andre løser SUDOKO eller spiller skak, jeg laver woven heart art.


Så jeg er hele tiden i gang med at skabe nye svære hjerter, og de bliver mere og mere avancerede som tiden går, for man er jo nødt til at holde sig i gang og prøve noget nyt. Jeg er som regel i gang med at skabe flere hjerter på én gang. Når de mislykkes gør jeg ligesom alle andre: Bliver frustreret, krøller dem sammen og kyler dem hen i en krog... - hvorpå jeg efter et stykke tid starter forfra med at lave en ny tegning og konstruktion til hjertet.



Alt, hvad du kan se på selve museet, også selve museet, er kun lykkedes for mig at lave, fordi jeg ALDRIG giver op.



2014:


Jeg manglede stadig i 2014 konstant farver at arbejde med, og derfor lykkedes endnu en udvidelse af antallet af papirstykker, jeg flettede med.  Den 11. december 2014 blev jeg nemlig færdig med verdens første 9-strimlede flettede hjerte, "Den lille pige med Svovlstikkerne". Fremstillet af 9 stykker bukket, klippet og flettet papir,  med forskellig forside og bagside, som kom til at indgå i min udstilling "H. C. Andersen Passion. " , der åbnede i oktober 2015 på The Woven Heart Art Museum, Julehjertemuseet, der stadig herhjemme både bar den danske udgave af navnet og den engelske, og som i 2014 startede op og  lå i vores lille feriebolig på Hovedgaden i Tisvildeleje. Altså  det var et hjerte lavet ud af 9 stykker flettet papir. Det var ikke blot det første woven heart art, jeg færdiggjorde i mit værksted på det daværende Julehjertemuseet og som røg fra mine hænder og direkte ind i samlingen. Det var også det første hjerte, jeg har klippet og flettet færdigt foran et rullende TV kamera, idet TV2/ LORRY´s kamera kiggede med, da jeg gjorde det. Indslaget sendt på TV2/ LORRY den 14.12 2014.


Der i vores feriebolig kunne det som forsøg bo gratis. Vi kunne se, om interessen var der for et museum, og vi kunne gøre os en masse erfaringer, inden vi kastede os ud i en større investering til en mere egnet lokation. Interessen var overvældende, det blev et meget lille, yderst velbesøgt og afholdt privat museum, hvor entreindtægterne sammen med mine egne designs af miniaturejulepynt , blev lagt til side og var med til at finansiere vore senere indkøb af mere velegnede museumsmontrer til vores nuværende sted i Nykøbing Falster.


For i starten af 2017 solgte vi vores lille private feriebolig i Tisvildeleje i erkendelse af, at vi alligevel aldrig  kunne holde fri eller ferie der, at stedet på 21 m2 var uegnet til at rumme både en kunstnerbolig, et museum og et galleri, da vore besøgende  skulle ind over en ejerforenings fælles grund. det kunne vi ikke rigtigt tillade os i længden, syntes jeg, også lå det for langt væk fra vores daglige bopæl.


Så vi trak stikket ud i nogle år, investerede, istandsatte et par små singleboliger i Søborg, som vi boede i, sparede op, samtidigt med at Design By Lisbet Lark stadig var aktiv med salg af mit design af håndlavede julepynt i stor og lille udgave til støtte for genopbygningen af museet.


I januar 2019 lykkedes så mit næste hjerte fremstillet ud af 9 stykker papir og med forskellige for- og bagsider, "Hyrdinden og Skorstensfejeren", som jeg har bygget ind i en af mine miniaturer, fremstillet specielt til udstillingen "H. C. Andersen Passion."


Både dette hjerte og mit 10-strimlede flettede hjerte fra marts samme år, "Ænder ved Gundsømagle Sø" ( 10 stykker papir) , bliver udstillet for første gang, når vi genåbner Woven Heart Art Museum i Guldborghus i Nykøbing Falster.

2020:

Vi var kun lige landet i huset i Nykøbing Falster, da vi blev isoleret på grund af restriktionerne under den 1. del af pandemien, Her fik vi masser af tid til at tænke over de erfaringer, vi havde gjort os under 3 års drift af Julehjertemuseet i Tisvildeleje.


Da vi købte det nye gamle hus, tog vi højde for erfaringerne i Tisvilde,  om et mere egnet sted formålet, hvor grunden skulle være vores egen, husets placering skulle være helt ud til gaden, så et privat frirum kunne skabes i den bagerste del af huset, og med en præsentabel hovedindgang, eller en, der kunne gøres præsentabel og med en egnet planløsning i stueetagen, der både skulle kunne bebos privat og bruges til at fremvise denne unikke samlinge og anden kunst i.


Vi oplevede i Tisvildeleje, at danske besøgende på Julehjertemuseet alt for ofte havde en forventning om at finde julemotiver på mine flettede hjerter, og om at det var mere almindelige flettede hjerter, vi havde på museet. Det gav en masse frustrationer.


For det er de ikke, og som sådan havde repræsentanterne fra IAPMA ret allerede dengang i 2009 og 2010, hvor de besøgte mig i Galleri Octopus Art og  fik mig med i deres organisation og døbte det Woven Heart Art. Det har min unikke kunstart heddet i rigtigt mange år. At kalde museet for "Julehjertemuseet" gav os en masse unødige  problemer, så efter 8 års diskussioner med andre mennesker her i DK, om hvorvidt det er kunst eller ej, er debatten fløjtet af. Det har været med på anerkendte internationale  kunstudstillinger, ergo er det kunst, så i 2020 tog vi konsekvensen, skar igennem og omdøbte det permanent til "The Woven Heart Art Museum," som er det navn, de fleste udenlandske turister kender det under.

Her i Danmark må I bare leve med det.

Der var også blandt vore besøgende i Tisvildeleje et stort og udbredt ønske om at kunne se både min mands værker, min øvrige billedkunst og min woven heart art på engang. Det var ikke muligt i Tisvilde på grund af pladsmangel, men det er det her i Nykøbing Falster.


Under menupunktet "Fremstillingsproces" kan du læse om min arbejdsproces ved fremstilling af et 6-strimlet hjerte.


Der skulle være  omkring 70 000 000 fejlmuligheder i et flettet hjerte skabt af 6 stykker papir, og med forskellig for- og bagside. Der foreligger endnu ikke nogen beregninger på, hvor mange fejlmuligheder, der er i mine flettede hjerter, jeg har lavet ud af på 9 eller 10 stykker papir og med forskellige asymmetriske sider.


Men hvis du interesserer dig for det, er ingeniør eller lignende, er du velkommen til at regne på det. Jeg fokuserer kun på een mulighed, nemlig den rigtige måde at lave et givent woven heart art på efter mine egne tegninger.

Så H. C. Andersen opfandt muligvis det første flettede julehjerte med 2 stykker papir, og gjorde det til en elsket og folkelig hobby,


- men det er beviseligt mig, der har gjort det flettede danske papirhjerte i min egen avancerede version med fra 4- 10 stykker papir og forskellige assymytriske motiver på begge sider til en elsket international kunstart og et selvstændigt kunstmedie på lige fod med malerier, skulpturer, o. s. v.



Jeg ved det, for jeg har nemlig også haft malerier og illustrationer med på nogle af disse censurerede udstillinger, hvor mine woven heart arts har været antaget.


Woven heart art bliver jo ikke mindre kunst ude i resten af verden, af at værkerne ikke fylder ret meget, at jeg er den eneste, der kan lave dem, eller bare fordi de billedkunstnere, der er uddannet på de danske kunstakademier og deres professorer, hverken kan tegne, konstruere, klippe eller flette dem, eller i det hele taget forstå kunstarten eller bruge dette nye kunstmedie.


Venlig hilsen


Lisbet Lærke, Woven Heart Artist og

Direktør for The Woven Heart Art Museum