Allerede som barn elskede jeg at skrive.
Det var alt fra dagbøger og digte til skolestile og referater fra spejdermøder.
Jeg var den eneste på alle juniormøderne, der kunne stave og skrive, så det blev automatisk mig, der SKULLE skrive referat fra alle junorspejdermøderne i det daværende DDS Sokkelund Gruppe, der nu er nedlagt til fordel for byggeriet af en stor skole. Referatskriveret kom til at hænge mig langt ud af halsen, for det var meget uretfærdigt, at det var mig ved hvert spejdermøde, der skulle hjem at skrive referat. Jeg skulle lave alt arbejdet i min flok, følte jeg, og de andre i min flok skulle ikke lave noget, så jeg mistede lysten til spejderiet og endte med at holde helt op med at gå til spejder. Men de basale livsværdier fra spejderkulturen har jeg båret med mig hele livet igennem.
Hvergang jeg var til fest fra mit fyldte 12. år, blev festens hovedperson som oftest belemret med en ny humoristisk fælles selskabssang fra min side, således, som det var normalt i 1970´erne og 1980´erne. Da det havde stået på i nogle år, og jeg var blevet voksen og tilmed billedkunstner, mm, med sucess, faldt det lige pludseligt ikke længere i god jord, at jeg ifølge andre "skulle være på hele tiden", så det holdt jeg op med.
Jeg holdt derfor også op med at spille på klaver eller synge for til fællessang i de nævnte private fora, når jeg blev bedt om det. For man kan jo ikke undgå at "være på", når man spiller eller synger for, så der er jo ingen grund til at yde dem den service. De mennesker, der kender mig godt og elsker mig, ved, at jeg ikke har det store personlige behov for "at være på hele tiden" og aldrig har haft det, da jeg faktisk er meget genert. Når jeg skaber kunst, så gør jeg det helst i enrum, der er ikke meget show eller "væren på" over det, og jeg holder mig såvidt muligt ude af rampelyset, da jeg ikke har et personligt behov for at blive set og "være på" konstant. Det er ikke nødvendigt, jeg klarer mig fint uden.
Som uddannet ung teleassistent hos Statens Teletjeneste fik jeg som sekretær for 21 ingeniører styret min lyst til at skrive for en stund. De var et mareridt at tage og skrive mødereferater for dagen lang. Jeg hadede det som pesten, fordi de stort set ALDRIG overholdt de aftaler, de indgik med hinanden på møderne og derfor ikke ville have, at det fremgik af referaterne, hvad de skulle have lavet og hvad de havde lavet næste gang, de mødtes. Jeg fik hele tiden at vide, at jeg var en dårlig referent. Man skal unde sig selv kun at lave de ting, man føler sig god til og som gør en glad. Så jeg har skrevet de referater, jeg skal skrive i dette her liv, føler jeg, og har derfor i vid udstrækning undgået at blive referent lige siden, da det giver mig nogle negative flashbacks og dårlige minder.
I 2014 fik jeg sammen med et papirkunstværk og et stykke woven heart art et par af mine digte med i en digtsamling, der hed "Ordbilleder om Kærlighed," udgivet på forlaget GAL. Denne udgivelse finder du under menupunktet "Woven Heart Art Museum" derpå punktet "Udgivelser" på denne hjemmeside.
Som det fremgår andre steder på denne hjemmeside, så er nogle af mine fritidsinteresser historie, historiske huse og arkitektur, som jeg også praktiserer, hvis man ellers kan kalde det det, når jeg ikke selv er uddannet arkitekt, og alligevel ikke alene har lavet tegninger til renoveringen af et gammelt hus men også tager emnet arkitektur med ind i mine kunstværker. Jeg elsker at fortælle en historie, både i det virklige liv og i mine skriv og kunstværker, og jeg kan bruge lang tid på at researche på facts og locations, være en perfektionist og på at sætte den rette scene op omkring handlingen, uanset, om det er i en udstilling, et kunstværk eller i en skreven tekst.
Det gjorde jeg også, før jeg skabte min udstilling "Tisvildelærrederne" (Illustration Line 1, Nordic Naturalistic Coloured Illustration Line). Denne perfektionisme bragte mig verden rundt som billedkunstner med min kunst, mine miniatureværker og mine tekster, indtil efteråret 2019, hvor jeg tillod mig at drosle lidt ned og stoppe op for at nyde livet. tage hensyn til mit helbred, slappe lidt mere af, kunne være lidt mere sammen med min mand i hverdagen, inden den ene af os bliver for syg til, at det kan lade sig gøre. Istedet ville jeg i en periode bruge min energi på at bidrage til villa Guldborghus´ istandsættelse.
I 10 år havde jeg en velbesøgt kunstblog, "Box Blog," der kørte som en ugentlig følgeton om min vej op i den kunstneriske verden udenfor DK på min tidligere galleriside, gallerioctopusart.dk. Men tiden, samfundsudviklingen og mit helbred var i 2023 løbet fra den, syntes jeg, ligesom jeg ikke følte jeg kunne videreføre den, når jeg ikke var så aktiv rent kunstnerisk, som jeg har været. Den stoppede jeg, og den vil ikke blive overført til denne side, ligesom jeg nok heller ikke starter en ny blog op.
Da jeg skabte mine 3 store abstrakte tema kunstværker til min musik-kunst udstilling "Det Store maskefald 1, 2, &3" in 2010, med temaet karneval, skrev jeg 3 tilhørende noveller:
De blev alle udgivet på min daværende forfatterhjemmeside, lisbetlark.dk, som nu er nedlagt som et led i processen med at forenkle og overskueliggøre mit liv på internettet.
Jeg skrev dem alle i 2009-2010, formede dem som rejseoplevelser, skabt efter en omfattende research, da jeg aldrig selv havde besøgt de 3 steder, hvor historierne foregik.
Mine 3 første noveller endte i bunden af skuffen i min gamle sekretær indtil sommeren 2010, hvor der tilfældigvis fandt en stor novellekonkurrence sted med temaet "Karneval." Under denne konkurrence vandt jeg et Master Class ophold og et manuskriftforfatterkursus med den kendt amerikansk manuskriftforfatter, Barbara Slade, på Viborg Animationsskole, Danmark. Jeg var på dette tidspunkt 44 år gammel og alderspræsident på holdet, og jeg havde ikke gået på forfatterkursus før. Det, jeg havde at byde ind med, var noget jeg havde med mig fra fødslen, også når vi skulle teste vore egne manuskripter ved selv at gennemspille alle rollerne i dem.
Under supervisionen på dette kursus i november 2011 opmuntrede Barbara Slade mig til at bruge mine medfødte evner også på dette felt, træne mit såkaldte medfødte "skuespillertalent" og evnen til at skabe personkarakterer, både på skrift og som person. Jeg kunne for eksempel starte med at oprette et par casting profiler på nettet og se, hvad der kom ud af det. Hendes forudsigelse var, at jeg ville blive flittigt brugt, både som skuespiller og som statistrolleindehaver i film.
Jeg startede på det i sommeren 2012, hvor jeg og min familie flyttede tilbage fra Nordjylland til Københavnsområdet. Men da jeg også i dette kunstneriske fag var noget gammel til at starte, havde jeg heller ikke her de store tanker om egne evner indenfor faget. Jeg manglede lysten til at "være på", nok den mest vigtige personlige egenskab, hvis man skal trives i skuespillerfaget, man skal elske det, så det var lidt af en overvindelse. Men jeg syntes, det lød sjovt, så jeg fulgte hendes råd og prøvede. Hvis man ikke prøver, ved man ikke, om man kan. Du finder historien om it filmeri og fotos samt lidt filmklip under punktet: "Lisbet på Film" på denne hjemmeside.
Et år senere i 2011 eller 2012 skrev jeg yderligere en novelle,
"68´er,"
der på min daværende forfatterside lisbetlark.dk gik hen og blev en publikumsmagnet. Både den og mine andre noveller blev brugt flittigt overalt i undervisningssytemet, indtil jeg lukkede hjemmesiden ned, fordi jeg ikke fik udbetalt royalisties eller Copydan betalinger for, når brugerne, diverse lærere, brugte mine 4 noveller på hjemmesiden i deres undervisning. At drive en hjemmeside koster penge, og da folk ikke anmeldte til copydan, at de brugte mine noveller, kom der ikke indgtægter på disse udgivelser. Så beklager: Ingen penge - ingen kager. Siden blev lukket.
Men tilbage til endnu et resultat af min deltagelse i novellekonkurrencen:
I september 2015 blev jeg hyret på freelancebasis af et forlag i Berlin på en meget fleksibel fortrolighedskontrakt som freelancetekstforfatter til at skrive artkler om steder, hvor jeg ikke nødvendigvis havde været, primært museer, historiske steder, danske købsteder, kulturliv og seværvigheder overalt i Danmark, som skulle udgives og offentliggøres i turistkataloger, på feriehusbookingplatforme, rejseselskabers hjemmesider og på internettet i resten af verden. Her startede jeg på deres egen målrettede online- SEOforfattertalentskole i november- december 2015.
Allerede fra februar 2016 blev mit dækningsområde udvidet til også at omfatte andre lande, hvor jeg skrev om historiske, kulturelle og arkitektoniske temaer og seværdigheder med fokus på en specifik målgruppe: Børnefamilier og for kunder i Danmark, Nordamerika, Sydamerika, England, Australien, Belgien, Holland, Tyskland, Sverige, Norge, Kroatien, Bulgarien, Schweitz, Thailand, Brasilien, Puerto Rico, Frankrig, Østrig, Italien, Finland og Spanien.
Kunderne kunne være alt fra rejseselskaber eller turistorganisationer og til seværdighederne selv, såsom museer, teatre, udstillingssteder, forlystelsessteder og andre oplevelser, eller det kunne være tekster til salg af forskellige ferieformer eller temaferier til familier med børn. Kundekontakten blev varetaget af forlaget, og jeg selv kunne sidde hjemme og skrive artiklerne i de små ejerlejligheder på Christianehøj i Søborg, vi boede i på det tidspunkt. Tekstforfatteriet blev efter vores afhændelse af vores feriebolig i Tisvildeleje, hvor vi havde "Kulturhulen," vores lille bitte udstillingssted til galleri og museet, den bærende indtægt i min momspligtige kunstneriske virksomhed i årene fra 2015- 2018.
Artiklerne blev alle udgivet på 10 forskellige sprog, og jeg var ansat på en fortrolighedskontrakt som anonym tekstforfatter, idet forlaget ikke ønskede at blive nævnt eller koblet sammen med mig eller mn øvrige internationale kunstnerkarriere eller mit øvrige personlige "brand."
De fik deres vilje, for jeg skulle jo også leve.
Ansættelsen i anonymitet skulle vise sig at gå hen og blive en fordel for mig. For da jeg måtte droppe filmeriet, samt indstille udstillingsrejserne og dermed turene ud til mine censurerede udstillinger og museumsudstillinger rundt omkring i verden på grund af sygdom i de følgende 4 år, blev fantasirejserne i mine artikler og dermed drømmene om fjerne og ofte eksotiske rejsemål min psykiske redning, hvor jeg i lange perioder var bundet til min seng. Jeg drev og holdt liv i min kunstneriske virksomhed ved at tegne / male miniaturer til udstillinger og museer på bestilling og ved at sende min kunst ud i verden, som klarede sig uden mig, samt ved at forfatte og sælge tekster gennem dette forlag.
Da jeg stoppede med at skrive artikler og tekster i oktober 2019 havde jeg nået at runde 24.000 skrevne artikler som jeg løbende solgte til forlaget, der så solgte dem videre. Mange udgivelser, når de bliver ganget med de 10 forskellige sprog, de blev udgivet på: Ca. 240.000 tekstudgivelser ialt.
Lidt bemærkelsesværdigt, idet jeg i denne periode blev mere og mere syg.
Researchen til dem lavede jeg på internettet og ved hjælp af telefonopkald. Det var en fin ordning især i starten, for på denne måde kunne jeg eksempelvis selv udstille oldtidskunstværker på et museum på Sardinien midt i Middelhavet, hvor jeg skulle være til stede i åbningstiden. I siestaen og om aftenen i min fritid på artist residencen kunne jeg tage et par skribentopagver, skrive om steder, der måske lå et helt andet sted i verden og sende artiklerne afsted til forlaget, inden jeg næste morgen skulle møde veloplagt op på museet og underholde gæsterne igen.
Jeg har også mange gange prøvet at sidde i en alenlang telefonkø til en speciallæge eller ligget i en hospitalsseng efter en operation og skrevet tekster, fordi jeg lige var i gang med at skrive nogle tekster, der skulle afleveres med en deadline, da behovet for lægehjælp opstod eller blev mulig.
Jeg var en af de meget få selvstændige erhvervsdrivende inden for kunst, musik og tekstforfatteri i 10 år med en momsregistreret virksomhed, inden jeg flyttede til Sydhavsøerne. Jeg fik ikke dækket mine rejseomkostninger til mine internationale kunstudstillinger, da jeg ikke var kunstakademiuddannet. Jeg fik ikke og får stadig ingen kunststøtte eller fondsstøtte, så jeg kunne derfor ikke rigtigt tillade mig at sidde med benene oppe og lave ingentig, når jeg havde fri på mine udstillingsrejser.
Hårdt, ... - også altfor hårdt, når man ikke er helt rask og har brug for flere hvil i løbet af dagen .... - så jeg måtte desværre stoppe både tekstforfatteriet og udstillingsrejseriet.
For at gøre en lang historie om mit forfatterskab kort:
Jeg er jo bare en historiefortæller.
Jeg researcher.
Fortæller historien ved at male med ord.
Tager mine læsere med mig til lokationen, nogle gange på en rejse tilbage i tiden.
De går en tur der sammen med mig og vi oplever stedet, stemningen, tiden, menneskene og historien sammen.
Lisbet Lærke.