23. marts 2023:

Et stykke tid siden, vi har været inde at skrive her.

Skyldes, at pegningen fra wovenheartartmuseum.dk har taget noget tid at få til at virke.

Vi har besluttet at tage os god tid med forenklingen og indlægningen af

www.gallerioctopusart.dk på denne hjemmeside, da det er en enorm opgave. Den er under foreberedelse, der bliver arbejdet på den, men den vil først blive offentliggjort på denne hjemmeside, når  alt indholdet er flyttet over på www.guldborghus.dk.

I ventetiden på at det bliver vores tur alle vegne i sundhedsvæsenet til at få det bedre, bruger vi pandemiehaven , vores lille bitte gårdhave meget til ophelingen og lindringen af de psykiske sår, vi har pådraget os under pandemien. For os begge virker denne lille grønne oase, som Lisbet har skabt, som en liese for sjælen,  mens naboens kondemnerede iturevne bygning står som en meningsløs, deprimerende  og slående kontrast til de smukke kirsebærtræer, som Lisbet igen i år har fået i blomst hele vinteren igennem. Fotoet til venstre herover er fra marts 2023.

Hun gider ikke se på denne mishandlede , men bevaringsværdige bygning, der er et deprimerende og skæmmende syn i dagligdagen , når man bor lige ved siden af og dagligt må høre stikpiller om den fra forbipasserende , så hun "skærmer sig imod grimheden" og skaber nogle private uderum at dvæle i med fred og ro ved at plante grønt i sit eget lille smukke paradis. Det er jo ikke vores skyld, at dette enorme hus og i øvrigt også genboens store historiske husfacade, er revet fra hinanden. Der må jo være grænser for, hvad man skal finde sig i, når man ikke er skyld i denne vandalisme, så vi holder os meget inde på vores egen matrikel, da vi ikke magter synet af de 2 skændsler. Vi ser gerne, at disse 2 store og istågåede bygningsrenoveringsprojekter omkring os bliver bragt i orden, inden vi kan starte  events  og et museum op her, da det faktisk kan blive umuligt for os at drive dette sted og invitere gæster og turister indenfor, hvis vi skal overdøve håndværkere eller larmende entreprænørmaskiner fra disse 2 iturevne huse, eller hvis vore gæster  skal vade rundt i byggestøv i vores pandemihave, hvis vi skulle få lyst til og mod på at invitere folk ind at se den, hvilket nærmest ville være umuligt med høj byggestøj omkring os hele sommeren.

Man skaber selv sin udsigt og begrænser indblikket, mener hun, så starten af marts lagde Lisbet Lærke et bud ind på en netauktion, en plante- og hækkeauktion i Danmark med store overskuds- og udtyndingsplanter, så midt i marts væltede det en dag ind med i alt 42 store sydlandske, dejlige grønne planter, buske og træer, der kom fra et gartneri i Holland.

I løbet af kun 3 dage lykkedes det os derfor  at gøre  den resterende halvdel af haven, (foto til højre) så frodig, at den skæmmende nabobygning nu er knapt så dominerende i dagligdagen. Det er lykkedes at få sat de nye planter og træer, så vi nu har fået en afskærmet solkrog, et stort, smukt, dekorativt og  kamoufleret regnvandsopsamlingsanlæg, endnu flere rum til indre fordybelse og afstresning og et netværk af små stier mellem  høje træer og hækkebuske på bagsiden af huset. Haven er nu færdiganlagt med de faste og stedsegrønne vækster. Vi er ude i den i flere timer hver dag, fordi vi har en tro på, at frisk luft, sol og lys er godt for helbredet.

Vi er i praksis ikke nået til at renovere udstillingslokalerne her i huset, som vi har tænkt os at tage til sidst, da denne opgave har været nedprioriteret under pandemien, hvor vi alligevel ikke måtte holde åbent eller se andre mennesker.

Den efterfølgende og nuværende energikrise gør, at vi nu er nødt til at opprioritere energioptimeringen af vores hus, isolere taget og 1. salen, mv, og i den periode, som i hvert fald kommer til at tage hele året 2023, er vi nødt til at sove og leve på meget lidt plads i vore private stuer, de kommende udstillingsrum i stueetagen. Det får vi heller ingen økonomisk eller praktisk hjælp til, så det tager bare den tid, det tager. Bare lev med det.

Derudover, så trækkes vi begge med forskellige helbredsmæssige meen og konsekvenser efter pandemien og vores isolation her. Den ene af os er eksempelvis som så mange andre blevet meget mere syg og svækket  som en direkte følge af myndighedernes nedprioriteringer af visse kroniske patientgrupper under pandemien.

Det giver en kraftigt forringet livskvalitet i forhold til før pandemien, og det tager noget tid at få indhentet, rettet op på og behandlet. Der er store behandlingspukler i sundhedsvæsenet, og det er månedlange behandlinger, vi har brug for, så derfor er vi ikke klar til at åbne noget som helst her endnu.

Men vi kan jo lige så godt bruge ventetiden til noget fornuftigt og forberede os, på det liv, vi gerne vil have tilbage og kunne leve her bagefter.