Den lille gårdhave i Guldborgsund

I betragtning af, at anlægningen og indretningen af gårdhaven slet ikke var med i prioriteringerne og istandsættelsesbudgettet, 

da vi købte og flyttede ind i huset i november 2019, er forvandlingen af den tankevækkende.

Vi har brugt virkeligt mange timer og ressourcer herude, og det har sine helt specielle årsager.

I starten af Covid19- pandemien i marts 2020 fik jeg den ide at gøre vores helt lukkede lille gårdhave til et psykisk åndehul for os midt i en tid, hvor vi slet ikke måtte nogen ting, i hvert fald ikke, når man som os 2 var i det,

der af Statens Serum Institut blev kaldt for "risikogrupper. "

Fra den ene dag til den anden, den 11.- 12. marts 2020 blev vi og flere hundrede tusinde andre kronikere i Danmark udnævnt til at være dem, som andre mennesker skulle passe på ikke at smitte og helst ikke måtte omgås for politikerne, fordi vi risikerede at få et svært og livstruende forløb med Covid19. Der ville efter magthavernes vurdering ikke være plads til os på sygehusene, som kunne blive overbelastet, hvis der ikke blev indført og efterlevet restriktioner, fordi der skulle være plads i sygehusvæsnet til de sygeste af Covid19-patienterne.

I hvert fald måtte vi slet ikke måtte være fysisk tæt på andre mennesker udenfor vores egen nærmeste smittekæde, som officielt blev kaldt en "bobbel."

Jeg indså hurtigt, at jeg psykisk ikke ville kunne klare  denne isolation og indespærring i vores hjem på ubestemt tid, hvis  jeg ikke kom ud,  fik frisk luft, inspirerende input,  dagslys hver dag under pandemien. Jeg ville  derfor skabe mig et smukt  udendørs univers, den ultimative virkelighedsflugt,  der kunne give mig og min mand  et overbevisende håb om, at dette mareridt snart ville få en ende, og at der var et "bagefter."   Så måtte alle vore andre projekter bare vente, inklusive projekt Woven Heart Art Museum. Museer og andre kulturinstitutioner måtte jo aligevel ikke holde åbent under pandemien. 

Men vi havde kun vores egen lille gårdhave at gå ud i, og den var mildest talt utiltalende, ulækker, grim, skæmmet med skrammel og  affaldsophobning rundt omkring. Der var ikke et eneste sted i haven, hvor vi kunne sætte os ned og gøre det, vi måske ønskede os mest og havde god tid til under pandemien: Dagdrømme, have andre mennesker på besøg, sole os, spise et måltid mad eller bare hygge os og nyde livet. Der var ikke ret mange overlevelsedygtige planter eller møbler i den lille gårdhave, da vi overtog huset,  knapt 3 måneder før pandemien kom til Danmark. Så det var en bar og mishandlet grund,  hvis eneste botaniske vidundere, som det indtil videre er lykkes mig at redde og give bare en lille smule sjæl, var en tussegammel,  utrimmet efeu og et lige så gammelt og upasset æbletræ.

Samtidigt fandt jeg det vigtigt at holde mig beskæftiget med noget ultra kreativt, opbyggeligt og meningfuldt i en meningsløs og forfærdelig tid, hvor vi var mange i disse såkaldte risikogrupper, der følte os stigmatiserede, blev gjort til syndebukke for andres frustrationer og blev udskammet af resten af samfundet. Der var mange hernede på Sydhavsøerne, der slet ikke så noget til deres nærmeste familie under pandemien, hvis de arbejdede i sundhedsvæsnet eller boede i andre dele af landet, for vi måtte ikke sprede virussen. Så "boblerne" var nødt til at være lokale. I perioder blev hele landsdele eller byområder i resten af landet lukket af. Mange har permanent mistet store dele af deres nærmeste familie og netværk på grund af restriktionerne, andre på grund af selve virussen og dens konsekvenser.

Som billedkunstner følte jeg mig amputeret, led af en voldsom  mangel på lyst til at fremstille kunst, da jeg ikke måtte gå ud blandt andre mennesker , så jeg kunne få den nødvendige inspiration til det. Min oprydning i gårdhaven tog en hurtig drejning i retning af, at jeg i stedet selv begyndte at anlægge og indrette den  efter restriktionerne under den første nedlukning i marts-maj 2020 og efter de nye smittereducerende samværsprincipper. De krævede  blandt andet,  at der skulle være 2 meter imellem folk udendørs, at folk skulle forblive i deres små bobler, de måtte ikke omgås andre, og at smittekæder helst skulle sidde samlet. Da vi kun var 2 personer i vores bobbel,  og haven var meget lille, begyndte jeg at inddele den i små private fordybelsesrum til 2- 4 personer i grupper, placeret overfor hinanden. Altså ville man kunne sidde flere sammen i haven og føre en samtale , men med afstand.

En vision om en uafbrudt følelse af forår, ..... - alene tanken gjorde mig i godt humør.

Man var nemlig selv ansvarlig for at holde sig ved godt mod og holde sig glad, - også under pandemien.

Så mens alle i København sad og skrålede i fællessang udover altanerne med Philip Faber på TV for at føle et fællesskab, var der musestille heromkring, og jeg var optaget af at skabe små, stille, beroligende, sjælfulde og smukke hyggekroge i min lille tidslomme af en pandemihave.

Jeg ville skabe et lille, afstressende, frodigt og grønt paradis med blomstrende buske, planter eller træer hele året rundt, også om vinteren. Hen på sensommeren 2020 tog smittespredningen nemlig hastigt  til overalt i Danmark. Med udsigt til et efterår og en lang og  mørk vinter med indespærring og isolation, besluttede min mand og jeg i august 2020 at opprioritere gårdhavemiljøets tilplantning og anlæg. Jeg fik lov at købe vinterblomstrende planter, skabe en blomstrende forårsagtig udsigt fra huset om vinteren. Det eneste sted i verden, hvor vi frit kunne gå ud at hygge os uden at skulle iføre os værnemidler som visir, mundbind, gummihandsker og uden konstante afspritninger af hænderne og alt omkring os og ikke mindst kunne være beskyttet mod andre menneskers opførsel.

Ideen til "Vinterhaverne" tog hurtigt form i mit hoved.

De har deres eget liv og en unik magi, så  de har fået deres egen underside her på hjemmesiden.

Pandemihaven er endt med at blive helt uundværlig for os. Vi nyder den stadig hver dag på alle årstider.

Haven udvikler sig hele tiden. Noget går til, og nye planter kommer til.

Lisbet Lærke.

Området ved Formiddagskaffebænken, der  blev anlagt i marts- april 2020, primært ved brug af forhåndenværende ressourcer på grunden. Der er sol fra kl 9.00-12.00. Fotoene er fra november 2023. Efterår.

Fra uanvendelig spids affaldskrog til Du- og Jeg oase:

Himmelbedet

Kik fra Du-og-Jeg-Hjørnet og hen mod det gamle æbletræ, maj 2022

Hvert år forsøger jeg på at få mine 3 kirsebærtræer i pandemihaven i blomst på skift hele vinteren igennem fra december- april. Kræver lidt timing og en varm, sydvendt  placering i læ. Fotoet er fra marts 2023.