Måske tænker du:

De der 2 kanaljer, der har gået  og renoveret hus i Nykøbing F i nogle år, hvad har de mon lavet, før de kom hertil?


Vi er igennem flere år blevet forflyttet rundt i hele landet på grund af Bents daværende  civile job  som statsansat.


På et tidspunkt, i 2006,  blev Bent forflyttet til Hjørring i Nordjylland. Der  fulgte bare ikke noget jobtilbud med til  Lisbet i det Nordjyske. Bent havde altid syntes, at Lisbet var meget kreativ, og hun trængte til at komme ud  hjemmefra, så i kobberbryllupsgave i 2009 gav han hende et lillebitte galleri på P. Nørkjærs Plads, og satte hende i gang med at tegne, klippe og male, længe før, hun selv troede på, at hun kunne.


I Hjørring i den lille pavillon på pladsen nåede Lisbet at opfinde en ny papirkunstart og få den anerkendt internationalt, woven heart art. Den blev bestemmende for vores fremtidige liv sammen, for hun var og er nemlig den eneste i hele verden, der kan fremstille  disse små avancerede papirkunstværker.


Hun solgte dem i starten ud af landet, men hurtigt var der nogle lokale, der bad os om at lave et museum til dem her til Danmark, da det er en dansk opfindelse. Der fulgte bare ingen penge med dette ønske til at bygge et museum til dem  i Nordjylland.

Vi nåede aldrig at falde til i det Nordjyske, så efter 6 år, da vore børn var flyttet tilbage til København i 2012, solgte vi vores bolig deroppe, afhændede galleriet og flyttede tilbage til Sjælland.


Vi har efterfølgende arbejdet i 10 år på at få det lille museum op at stå i nærheden af vores bopæl for at mindske transporten, stressen og lette hverdagslivet for os selv under driften, men det er jo ikke nemt, når man er tvunget til at flytte ofte, og den anden part i forholdet også har et job, der skal passes.



Det er dyrt at bygge og drive et museum, så undervejs i processen begyndte Lisbet  at designe og fremstille sit eget julepynt til finansiering af  museet. Vi boede selv i en meget lille ejerlejlighed  på 43m2 i Søborg. Hun kunne ikke finde et ordentligt og lækkert udvalg i smukt og fikst julepynt til små juletræer, der kunne stå i en vindueskarm. Derfor begyndte hun selv at designe og håndfremstille mini- og miniature julepynt, selvom hun også gerne på bestilling specialdesignede og håndfremstillede  julepynt i stort format eller normal størrelse. Mest berømt blev hendes håndklippede miniatureflagguirlander i skala 1:12, i dukkehusstørrelse, som stadig er efterspurgte som verdens mindste flagguirlander. De kan ses på hjemmesiden www.designbylisbetlark.dk, der også vil blive flyttet over på denne hjemmeside.


Alle de ting, vi indsamlede dengang i Tisvildeleje til dekoration af  Julehjertemuseet, dem har vi gemt og bragt med os til Nykøbing Falster, til når vi genåbner det under navnet Woven Heart Art Museum, som vi valgte at skifte til, fordi der opstod for mange misforståelser. Kun meget få af Lisbet Lærkes kunsthjerter er med julemotiver på og de små kunstværker er ikke til at hænge op på et juletræ.

Under menypunktet "Woven Heart Art Museum" her på www.guldborghus.dk kan du læse mere om museumsprojektet, der altså har været på vej siden 2012.


Vi foretog fra 2014-2017 en kunstnerisk mellemlanding i vores lillebitte feriebolig på Hovedgaden i Tisvildeleje, der kom til at hedde Kulturhulen. Her nåede vi at drive vores lille museum, der dengang hed Julehjertemuseet om efteråret op til jul og Galleri Octopus Art om foråret / sommeren i 3 år, inden vi måtte erkende, at stedets 21m2 var for lille og for uegnet til konceptet og som kunstnerbolig for os. Vi havde brug for meget mere plads, og det lå for langt væk fra vores bopæl i Søborg ved København, så vi lukkede museet midlertidigt ned i 2017, og solgte stedet . Bent nåede at dygtiggøre sig indenfor foto, og debutterede som fotokunstner på Portræt Nu 2013 med Lisbet som model. Det blev så ved det for hans vedkommende.


Lisbet var startet op som abstrakt tegner og maler i Hjørring, men gennem hendes tegninger til papirkunsten, woven heart art, udviklede hun i Tisvildeleje og i  vores ejerlejligheder på Christianehøj i Søborg i København i alt 11 forskellige naturalistiske illustrationsstreger.


I løbet af ganske kort tid , fik hun 6 af illustrationsstregerne  ind på rejsende udstillinger, censurerede udstillinger, biennaler og museer i udlandet. Det var helt normalt, at hun havde 2-3 museumsudstillinger i udlandet samtidigt med, at Julehjertemuseet kørte "over skærmen" i Tisvildeleje, men også meget stressende.  Der var ingen, der troede på talentet eller gav hende  en chance rent kunstnerisk her i Danmark, men ikke desto mindre nåede vi at drive vores  kunstneriske cvr-registrerede virksomhed i 10 år helt frem til slutningen af oktober  2019 , hvor vi købte villa Guldborghus og gik i gang med renoveringerne her, som hun også har lavet tegningerne til.


Den internationale karriere blev en forunderlig og spændende rejse for Lisbet,   en flot international karriere fra 2012- 2017, som endte på grund af sygdom, der blev konstateret i 2016, en karriere,  som du kan læse meget mere om på hjemmesiden www.gallerioctopusart.dk. 


Kulturhulen i Tisvildeleje var oprindeligt ment som et tilbud for danske kunstnere indenfor musik, scenekunst, design, design, forfatterskab og billedkunst, mm. , der har haft div. udgivelser, optrædender, én eller flere dokumenterede censurerede udstillinger i indland eller / og udland bag sig på eksemplevis biennaler eller museer, og ønsker både at kunne arbejde udenfor Danmark  i Danmark samtidigt, som de har lyst til og som det passer dem, akkurat ligesom os selv. Men det endte med, at der i den lille bolig kun var plads til os og vore egne værker og events. Folk efterspurgte at kunne se  Lisbets papirkunst, malerier og illustrationer samtidigt , og det var der ikke plads til.


Faktisk var det kun den ene af os 2 , der nåede at udstille i Tisvildeleje, og som satte alle udstillingerne op, nemlig Lisbet. Hun nåede at opsætte 7 kunstudstillinger i Kulturhulen i Tisvildeleje på 3 år, heraf 3 museumsudstillinger, + at arrangere en hel del kollaterale events i form af foredrag, indsamlinger og børnehavedage. 



Kulturhulen i Tisvildeleje var en stille, effektiv og meget aktiv kunstnerisk institution, der beviste:


- at de, der råber højst ikke nødvendigvis også er dem, der har ret og mest talent at byde på, og:


- at man sagtens kan skabe sig sit eget smukke originale anerkendte kunstneriske univers og få det til at passe ind i omgivelserne, uden at ødelægge den kunst og dét arkitektoniske miljø, som andre har skabt.


- Vi sætter stadig en ære i at tage et vidtrakt hensyn til vore omgivelser.


De værdier holder vi fast i, og vi ser frem til i fremtiden at realisere vore gamle og nye projekter, vise nogle nye håndværksmæssige, innovative og kreative sider af os begge 2 her i Nykøbing Falster, hvor vi bor nu, ... - men  på lidt mere plads.


Bent & Lisbet.



NB: Vi er ved at få opbygget undersider til denne side med vore individuelle livshistorier og CV´er. Gå ind på menuen og tryk på pilen ud for dette punkt "Om os," så kommer vore individuelle sider frem "Om Lisbet" og "Om Bent. "