Jeg blev født i 1959 på Rigshospitalet i København, hvor jeg kom til verden 2 måneder for tidligt. Lige siden har der været fart på mig, så jeg har altid været lidt forud for min tid.


Mine forældre havde 2 store sønner i forvejen, så da jeg blev undfanget som en efternøler, ønskede de sig brændende en pige. Derfor lod min mor mit hår gro langt og krøllet i stedet for at få det klippet kort, som det var normen for drengebørn dengang. Da jeg sad i barnevognen på Smedegade i Kirke Værløse, hvor familien boede i mine tidligste barneår, fik hun kommentarer som: "Hvor er det dog en yndig lille pige, De har der, frue," ...... - og senere lærte hun mig at lave mad, hvilket udelukkende var en "pigeaktivitet" dengang, men som jeg har elsket gennem hele livet og stadig dyrker som en passion. Familien var i lavindkomstgruppen, selvom begge mine forældre arbejdede, så min mor lærte mig også at lave mad på budget og at få pengene, maden og råvarerne til at strække. Jeg elsker stadig den dag i dag at skabe mine egne madopskrifter og tilberede dejlig mad ud fra de råvarer, vi lige har i køleskabet, fryseren og på kolonialhylderne i skabet, samt at anrette måltiderne på de mest kreative måder.

Da jeg var ca 10 år gammel, blev der en pige ledig i familien, fordi min jævnaldrende kusine blev forældreløs. Hende tog mine forældre til sig, så hun kom til at bo hos os. 


Kort tid efter kom begge mine forældre på førtidspension. Derfor flyttede vi fra huset i Kirke Værløse, der blev solgt, og vi fik en mindre lejlighed i Lille Værløse. Pengene var nu endnu mindre, og der var aldrig råd til noget som helst. Jeg havde ikke engang en ordentlig varm vinterfrakke eller et par vinterstøvler, men fik lov at gå rundt udenfor om vinteren i træsko og strikkede sweatre, som min mormor strikkede til mig.


Fritidsaktiviteter og lommepenge til mig var der ikke råd til, så allerede i en alder af 10 år startede jeg på arbejdsmarkedet, så jeg selv kunne få råd til at gå til spejder og have hobbies. Fik mit første og fysisk tunge job som reklame- og avisbud, et hårdt job for en lille fyr som jeg, og i de følgende 50 år, indtil jeg som 61-årig valgte at gå helt fra på egne opsparede pensioner i forbindelse med købet af villa Guldborghus, var jeg ikke arbejdsløs en eneste dag. Jeg har aldrig prøvet at gå ledig, men derimod hele tiden sørget for at have mindst, 1-2 jobs samtidigt med en samlet arbejdsuge på helt op til 80 timer.  Så jeg har lagt mindst 50 uafbrudte år på arbejdsmarkedet uden pauser eller ledighedsperioder, hvor jeg har sparet op til mit eget otium.

Da jeg var for tidligt født, blev jeg betragtet som tilbagestående og dum. Jeg klarede mig ikke så godt i folkeskolen, for lærerne mente også, at jeg var dum. De begik et justitsmord på mig. Jeg kom dog i Realskolen, men ikke i gymnasiet. Mine forældre valgte at lade min kusine gå i gymnasiet i stedet for. Der var ikke råd til at hjælpe os begge i gang samtidigt med en længerevarende uddannelse, så jeg måtte tidligt klare mig selv. 


Havde man i stedet for denne stempling set det, som min nuværende kone opdagede, da jeg var ca 40 år gammel, nemlig, at jeg har et medfødt hørehandicap, og havde givet mig den nødvendige hjælp i form af høreapparater, så havde jeg måske kunnet følge lidt bedre med i folkeskolen, i realskolen og kunnet komme på gymnasiet, få lidt bedre uddannelsesmuligheder og dermed et højere lønnet job som voksen. Der var altså ingen, der opdagede mit hørehandicap, da jeg var barn. Men man kan ikke gå igennem livet og fuldføre den karriere, jeg har haft , hvis man er "dum." 


Den eneste, der nogensinde har troet på mig og mine evner, er min nuværende kone, Lisbet. 



I Det Danske Spejderkorps blev jeg som 12-årig leder for en patrulje og samtidigt blev jeg leder for en gruppe juniorer, hvor jeg arrangerede møder, ture og praktiske lærerige aktiviteter. Jeg fortsatte som spejderleder i de følgende 20 år lidt on/off.


Det gav mig blandt andet en læreplads efter Folkeskolen som speditørelev hos Mammen & Drescher A/S i Frihavnen i København, hvor jeg blev færdiguddannet i 1979 og fortsatte som speditør hos dem frem til 1980.


Herefter fuldførte jeg min værnepligt, som var obligatorisk dengang, og efterfølgende blev jeg statsansat tjenestemand på kontor, hvor jeg underviste rundt omkring i landet, tog flere efter- og lederuddannelser, havde flere forskellige jobs indenfor flere fagområder og endte som afdelingsleder. Jeg har altid rejst efter, hvor jobsene var, så når vi har flyttet 17 gange, er det derfor, og fordi vi altid har tilpasset vores boligstørrelse efter husstandens størrelse.



Efter flere forflyttelser og efter en politisk beslutning i Folketinget, blev jeg i 2006 forflyttet fra Københavnsområdet til Hjørring med min nuværende 2. kone og vores 3 teenagebørn. Da vi havde købt vores hus på Højvangen i Hjørring og var flyttet ind, viste det sig, at der alligevel ikke var den lovede faste stilling til mig. Der stod hverken et kontor, en arbejdsplads eller arbejdsopgaver klar til mig, fordi chefen ikke ville have "en københavner" og i stedet havde ansat sin gode ven og gamle skolekammerat, der også var nordjyde. Jeg fik ikke en chance hos denne psykopat og gik ned med flaget.


Min kone, Lisbet, der hidtil havde fulgt mig rundt i tykt og tyndt, hver gang jeg blev forflyttet, støttede mig også gennem denne uretfærdige afskedigelse efter 30 år som statsansat. Hun fik mig på højkant igen og støttede mig, da jeg i forbindelse med afskedigelsen søgte og fik et job i ARRIVA. Det fastholdt holdt jeg frem til 2020, hvor jeg gik fra på pension grundet COVID19- pandemien, og fordi vi gerne ville nå at have noget mere tid sammen i hverdagen, inden en af os blev for syg.

Til vores Kobberbryllup i 2009 traf jeg en beslutning, jeg aldrig har fortrudt.

Da vore 3 børn var blevet store, begyndte at få deres eget liv og flytte hjemmefra, og Lisbet var hårdt medtaget af den forrige pandemi, Fugleinfluenzaen, og kun med nød og næppe havde overlevet 3 efterfølgende lungebetændelser i træk, besluttede jeg, at nu var det Lisbets tur til at have det sjovt i dette her liv, blive støttet og bakket op i at bruge hendes medfødte evner og komme lidt væk hjemmefra.


Det var kun mig, der kunne se og værdsætte hendes kunstneriske evner. Ingen troede på hendes talent, bare fordi ingen havde spottet evnerne, fra hun var barn. Der var heller ikke i hendes opvækst ressourcer eller råd til at støtte eller hjælpe hende i gang med en videregående uddannelse, da hun var ung. Heller ikke selvom hun rent faktisk som 8årig var blevet optaget på musikskolen Sct Annæ og senere på Københavns Universitet på et sprogstudie. Hun var som 44-årig for gammel til at blive optaget på Kunstakademiet, og søgte derfor ikke ind, men hun fortjente at få en chance, lige som hun havde givet mig en chance til.


Derfor gav jeg hende Galleri Octopus Art, 7 m2 på P. Nørkjærs Plads, og vores egen selvstændige fælles virksomhed. Jeg investerede min "Særlige Pensionsopsparing" i hende på lidt under 12000kr, der blev udbetalt til alle  i 2009, .....- og se så, hvad hun har drevet det til...- også endda med et svækket helbred.  En spændende international kunstnerisk karriere var der ikke nogen af os, der havde regnet med i starten, men det har været en sand fornøjelse ikke alene at følge hendes udvikling, men også at få lov til at være med på hele rejsen.


Hele vejen har der samtidigt også været plads til mine interesser. Jeg har altid interesseret mig meget for fotografering, og fik i 2013 antaget et fotoportræt på den censurerede udstilling "Portræt Nu 2013" på Frederiksborg Slot,  der sener røg videre til en museumsudstilling i Sverige. Jeg måtte dog hurtigt indstille min kunstneriske karriere, da min faste arbejdsgiver på dette tidspunkt ikke ville bakke op om min sideløbende kunstneriske karriere. Så jeg stoppede med at lave fotokunst, for at kunne bevare mit faste job.


Jeg har altid været fascineret af ganmle huse og håndværk og elsket at bruge hænderne til at reparere og fremstille nyt.

Det er der blevet rigeligt brug for, efter at vi i 2019 solgte vores boligportefølge i Søborg ved København, rykkede teltpælene op. Vi  købte vores nuværende hus villa Guldborghus i Nykøbing Falster, som jeg lige siden har gået og arbejdet med at renovere. Her er blandt andet en gammel drøm om at få mit eget træværksted og få lov til at renovere 1lags med kitfalsvinduer i huset, samt en drøm om at få lov at prøve at bygge bindingsværk, gået i opfyldelse.



Bent Voldby